Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Releases

Seneste opdatering og udvikling i GoBasic.

31. december 2017 - Status på 2017

2017 blev et rigtig spændende år for os hos Berú, hvor vi leverede en stribe nye GoBasic-løsninger til eksisterende og nye kunder. I det følgende har vi samlet sammen og beskrevet de mange forbedringer der i løbet af året blev lavet til GoBasic, som også kommer jeres GoBasic-løsning til gavn.

Først kommer dog helikopterblikket over GoBasic i 2017:

Særligt interessant for 2017 var det, at vi i samarbejde med Finansministeriet fik lanceret en Hosted GoBasic-variant, som Statens It nu udbyder til statslige kunder, som ønsker en brugervenlig omkostningseffektiv webløsning. Løsningen er baseret på en fælles kodebase kombineret med ét fælles stylesheet, som kan versioneres.  Statens-it.dkModst.dk , og lige om lidt  Digst.dk , blev de første sites på denne platform. I løbet af 2018 følger de resterende styrelser under Finansministeriet.

I løbet af januar bliver Fiskeristyrelsen.dk lanceret på samme fælles platform med deres designvariant. Arbejdet er spændende fordi det kommer til at medføre en stribe nye offentlige myndigheder på GoBasic, og fordi initiativet resulterer i både forbedringer og udvidelser til GoBasic, som kommer alle i fælleskabet til gode.

Derudover fik vi over to omgange relanceret  FinansDanmark.dk  (– FinansDanmark er en organisation i udvikling!). Opgaven har stillet store krav til både design, brugeroplevelse og en lang række tekniske integrationer, som vi ydmygt selv mener er ret vellykket. Løsningen viser samtidigt GoBasic platformens store fleksibilitet og mange muligheder.

Ligeledes kan vi nævne, at vi fik PKA Pension ombord sammen med Datatilsynet og GEUS. Vi glæder os til at vise disse løsninger frem i løbet af foråret.  

2017 blev også året, hvor  størstedelen af  vores kunder valgte at rykke deres løsning over på vores hostingplatform. Det har sat os i stand til at yde et langt højere serviceniveau på den del. Vi kan nu ligge opdateringer, patches og bugfixes ud langt hurtigere, hvilket selvfølgelig gør alle gladere :-)

Og apropos opdateringer, så kommer her den lange liste over forbedringerne foretaget i GoBasic:

Forbedringer

Tilgængelighedsoptimering

Tilgængeligheden i GoBasic har hele tiden været høj. Men nu er GoBasic blevet yderligere tilgængelighedsoptimeret. Den store forskel er, at tilgængelighedsoptimeringen tidligere er blevet målt gennem automatiserede tests, som fanger tilgængelighedsmangler i HTML’en. Igennem en længere proces, i samarbejde med digitaliseringstyrelsens tilgængelighedseksperter, er Gobasic blevet minutiøst gennemgået og tilrettet på baggrund af ekspertens faglige vurdering af tilgængeligheden. GoBasic er nu blevet tilrettet efter best practice principper.

De primære ændringer er tilføjelsen af en række nytilkomne anbefalinger, ARIA tekster (Accessible Rich Internet Applications). Disse forklarer svagtseende eller blinde, hvad der gemmer sig bag javascipts og ajax-funktionaliteter. Ligeledes er der foretaget ændringer til HTML’en i Multi Section modulet, på paging, i globalnavigationen og mobilnavigationen, samt ændret sections-navne. Endelig er der tilføjet “Focus-classes” som gør at brugere visuelt kan “tabbe” sig gennem indholdet på en side, og se hvor man er nået til.

Ny integration i Video modulet

Video modulet er blevet udvidet med en ny integration. Det er nu muligt, at bruge den danske videoplatform Twentythree. Platformen giver mulighed for at uploade video, streame live, forbinde med sociale medier og følge statistik over brugere af dine videoer.  Læs mere om Twentythree .

Integrationen virker præcis på samme måde som YouTube og Vimeo. Det kræver en bruger på TwentyThree for at bruge integrationen.

Udvidelse af Forms modulet

Forms modulet er blevet udvidet med ny funktionalitet; det er nu muligt at opsamle data, indsendt gennem formularer på hjemmesiden, i en database i GoBasic. Udvidelsen giver bedre overskud over indsendte data, og gør det lettere at sortere og lave statistik over dataen.

Vælg blot handlingen Collect in database når du opretter en ny formular, og dine brugeres input vil blive gemt i en database. Databasen tilgås i det nye område Formularer i venstremenuen. Området giver et overblik over alle formularer, og herfra er det muligt at udskrive dataene til Excel. Funktionaliteten gælder også for delte moduler.

Dynamisk XML sitemap

XML Sitemaps bruges til at indeksere og crawle hjemmesiden, og sikre, at alle sider bliver medtaget i søgninger. Især for større hjemmesider er det god praksis at have et XML Sitemap. Det er nu muligt at få GoBasic til at oprette et dynamisk XML sitemap, som opdateres som hjemmesiden opdateres. XML sitemap slås til under opsættelsen af funktionaliteter i GoBasic.

Ny funktionalitet i Image Map Modulet

Image Map Modulet er blevet forbedret og udvidet med ny funktionalitet. Det er nu muligt at få vist en pop-up med billede og tekst, når brugeren holder musen over de valgte områder på billedet.

Optimering af search

Fra 1. April 2017 stoppede Google salget af Google Site Search, og fra 1. April 2018 udgår produktet helt. Vi har derfor foretaget flere forbedringer og optimeret på den indbyggede søgning Lucene Search. Ligeledes har vi fået god erfaring med Bing Search, som vi forholdsvis hurtigt kan opsætte. Endelig har vi i samarbejde med Cludo opsat adskillige løsninger der anvender deres søgemotor.

Forbedret Social sharing

Vi har forbedret delingen af links på Facebook, Twitter og Linkedin. Forbedringen har fokuseret på automatisk at gribe det rette billede fra siden som deles. Ligeledes er al funktionalitet fra Add This, fjernet og erstattet med egenudviklet delingsfunktionalitet, som ikke sætter cookies hos brugerne.

Begrænsning på upload af filtyper

For at skærpe sikkerheden af GoBasic-løsninger, har vi ændret på logikken bag mediearkivet. Det betyder, at der nu er mulighed for at bestemme hvilke filtyper der må uploades til mediearkivet - og dermed også hvilke filtyper der ikke er tilladte. Det er selvfølgelig op til jer som administratorer at bestemme, hvilke filtyper I ønsker at tillade. Ændringen øger både sikkerheden i systemet, og giver bedre mulighed for vedligeholdelse af mediearkivet.

Ny advarsel om 3.parts Cookies

Med den nye persondataforordning strammes også Cookies-bestemmelserne. Derfor har vi tilføjet en mulighed for at tilføje advarsler når en bruger trykker på et eksternt link på hjemmesiden, som vil gemme cookies på brugerens computer.

Advarslen vil ses som en pop-up i browseren, eller som et overlay på det aktuelle modul på siden. Brugeren skal blot trykke OK for at komme videre til indholdet. Advarslen vil være mulig at tilføje på social sharing ikoner, embedded indhold, og indhold indsat ved brug af iFrame. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler alle offentlige myndigheder, at anvende denne praksis fremadrettet.

Styling af links

Vi har tilføjet muligheden for at få vist koderne for styling af links på en liste i link editoren. Det betyder, at man ikke længere skal kunne huske, hvilken tekst der skal skrives under Css class. I stedet vises valgmulighederne på en dropdown editor.

Digital designguide

Vi tilbyder nu muligheden for at få opsat en digital designguide. En digital designguide letter det daglige arbejde med opsætning af sider, kan give inspiration til nye sideopsætninger, eller støtte nye brugere af GoBasic efter oplæring.

Designguiden kan indeholde et overblik over sideskabeloner og delte moduler, særlige designmæssige huskeregler og give overblik over opsætningsmulighederne af alle moduler. For hver opsætning af sideskabelon eller modul følger en vejledning i opsætningen.

Designguiden kan med fordel udvides med en redaktørguide, hvor særlige redaktionelle bestemmelser kan tilføjes, og der kan opsættes huskelister og gode råd til det daglige arbejde med hjemmesiden.

Sikkerhedsændringer

Vi har desuden lavet en stribe ændringer, som lukker flere sikkerhedshuller i Umbraco. Derudover anbefaler vi fremadrettet alle vores kunder at køre HTTPS samt få IP-restricted adgangen til redaktør-login. Hvis Ikke I er blevet kontaktet ang. dette, skal I forvente en snarlig kontakt.

Disclaimer

Hvis der er nogle af ovenstående ændringer som ikke umiddelbart er tilgængelige og som du ønsker at anvende, så skriv til  . Her hjælper Mette dig videre. Flere af ændringerne kan medføre, at vi skal foretage rettelser til jeres eksisterende stylesheet, men hvorvidt der er brug for dette, kan Mette svare på.

Releases